Hi.

Welcome to my blog. I document my adventures in travel, style, and food. Hope you have a nice stay!

Fra profil til operation - Julie Trustrups lange omvej tilbage

Fra profil til operation - Julie Trustrups lange omvej tilbage

To rejser og et personligt opgør med den evige digitale ”online-tilstand” er landsholdsspiller Julie Trustrups opskrift til fodboldmæssig succes, fortæller Medianos Jesper Ravnborg

Af Jesper Ravnborg

Julie Trustrup er træt, færdig og modfalden, da hun efter endnu en lang dag på studiet træder op på cyklen. Det er torsdag d. 1. december sidste år og Julie Trustrup følges med sin kollega på landsholdet Simone Boye til en af årets sidste træninger i Brøndby. Energiniveauet er helt i bund. Minerne er i vater og ledsaget af fåmælte eder og forbandelser. Vinden er bidsk og trodsig, og vinterkulden indkapsler symbolsk de lidet flatterende vilkår for danske fodboldspillere.


Det danske kvindelandshold havde tre dage forinden netop sluttet 2016-sæsonen af med manér, da de på udebane vandt 1-3 over den kommende EM-modstander Belgien. Julie Trustrup var startet inde på den centrale midtbane. Det var blevet til 80 fysisk belastende minutter, så efterfølgende konkluderede hun i samråd med landstræneren, at det måtte være sidste kamp for i år. Kroppen var udkørt, og den lange sæson havde gjort fysiske og mentale indhug i den 23-årige slagelseaner.
I september havde kvindelandsholdet kvalificeret sig til EM-slutrunden i Holland med Julie som en af de helt centrale aktører. Det havde været en succesfuld kvalifikation for Danmarks landshold i al almindelighed og Julie Trustrup i særdeleshed. Hun havde igennem hele kvalifikationen spillet ”6’er”. Landstræner Nils Nielsen havde omskolet den ellers mere offensivt tænkende Julie til at være Danmarks dynamiske balancespiller og bølgebryder på den defensive midtbane.
Julie var blevet landstrænerens forlængede arm, og i takt med at EM-kvalifikationen foldede sig ud, fik hun mere og mere ansvar på og uden for banen. Nu skulle hun bare forbi vinterens tristesse før sommerens altoverskyggende mål, EM-slutrunden.

Ude i Brøndby har Julie Trustrup og holdkammeraterne netop færdiggjort opvarmningen. De rituelle afsværgelser fra cykelturen er endnu ikke forduftet, men har i stedet bredt sig til resten af forsamlingen. Mentalt indfandt juleferien allerede i det øjeblik dommeren fløjtede af i Belgien nogle aftener forinden.
Der er gået omkring tre minutter af det efterfølgende possession-spil, da Julie Trustrup sætter i dagens første sprint. Bolden er uden for rækkevidde, så Julie Trustrup slår hårdt op i banen og bremser på sit venstre ben for at kompensere for det bratte hastighedsstop, som hendes spilintuition har efterspurgt. Men ledbåndene i knæet fortsætter den uregerlige vej indad i et nærmest oprørsk opgør med den forsømte restitution. På træningsbanen i Brøndby lyder et rungende knæk, og i selvsamme øjeblik ved holdkammeraterne og træner Per Nielsen, at de i forårets jagt på det danske mesterskab er blevet en central midtbane fattigere.
Væk er Julies drøm om EM-slutrunden i Holland på et split sekund. Erstattet af et fodboldmæssigt illusionsløst tomrum.

Hør den seneste podcast fra Mediano om EM for kvinder lige her: 

Tiden væk fra fodbolden

Julie Trustrup trækker op i buksebenet og viser mig arret fra operationen i venstre knæ, tydeligt indprentet i huden, som en evig påmindelse om kroppens skrøbelighed.
Det var i december Julie Trustrup blev opereret, og først for få dage siden har hun løbet sin første rigtige tur, siden hun fik skaden.
Jeg sidder over for hende et halvt års tid senere, i begyndelsen af juni, på en fortovscafe på det indre Nørrebro i København. Julie er klædt i en blå kjole og hvide sneakers, som nøje komplementerer den brune farve, hun har anlagt på en længere rejse under Australiens varmere himmelstrøg. Vores vinter har været byttet ud med den sydlige halvkugles sommer.
Det er ikke første gang, at Julie har trukket stikket fra fodbolden ved at søge svar og mening langt væk fra dagligdagens trakasserier.
I sommeren 2014 var Julie kørt træt i fodboldverdenen efter at have spillet på landsholdet i et år. Mest af alt bundede opgøret i en drøm om at prøve kræfter med livet hinsides fodbold- og konkurrenceverdenen, som igennem hele hendes barndom havde fordret mange fravalg. Fodboldverden forekom ikke Julie Trustrup at være vejen til frihed og lykke i hverdagen. Hun følte, at livet langt væk fra fodbolden tilbød et større nærvær og mere værdi end de mange højintense løb på banen. Så hun trak stikket og stoppede med fodbolden, og på daværende tidspunkt forestillede hun sig ikke, at hun skulle spille fodbold på konkurrenceplan igen. Men friheden og hverdagen langt væk fra fodboldens asketiske levestil gav Julie Trustrup fornyet mentalt og fysisk stamina, så i januar 2015 vendte hun tilbage til fodbolden. Julie Trustrup startede inde i alle de resterende kvalifikationskampe på landsholdet til slutrunden i Holland i juli, og dette i en langt bedre fodboldmæssig forfatning end inden hun rejste:

”Jeg følte jeg kom langt stærkere tilbage mentalt. Det er vigtigt at have sig selv med i sporten, og det ville jeg ikke have haft, hvis jeg ikke tog ud at rejse. Jeg var blevet træt af miljøet. Jeg kom langt stærkere tilbage efter rejsen. Det er vigtigt at understrege over for yngre sportsudøvere, at man godt kan trække stikket og komme stærkere tilbage”. 

Hun erkender, at det kan virke mærkeligt, at en pause langt væk fra sporten kan være vejen til at maksimere ressourcerne, især i en rigid kortsigtet sportsverden, men hun peger blandt andre på Pernille Blume, som ligeledes lykkedes med at trække stikket få måneder før OL i Rio.

”Det gav mig i hvert fald en større lyst til at spille, da jeg kom tilbage, og det er jo i sidste ende lysten, der driver værket mere end noget andet”.

For Julie Trustrup har de to rejser været en måde at få et større perspektiv på dagligdagen og fodboldverdenen, og et bredere kendskab til sig selv og de værdier, hun sætter pris på i hverdagen.

Da Julie Trustrup blev skadet i november 2016, begyndte tankerne at samles om fodboldlivet og de fravalg og tilvalg, et professionelt liv fremtvinger:

”Jeg havde længe gået og tænkt over, om elitelivet i fodboldverdenen havde været noget for mig. Jeg tror i hvert fald på, at tingene sker af en årsag. Der var måske bare en grund til at det skulle ske, så jeg kunne få den her pause, og så finde ud af, hvad fanden jeg vil bruge de næste par år på”.

For Julie Trustrup var den opgivne deltagelse i EM-slutrunden en kærkommen lejlighed til at evaluere fodboldtilværelsen. Det var blevet til 21 kampe på det danske landshold med EM-kvalifikationen som højdepunktet. Knæskaden kom som kroppens uigenkaldelige signal om, at smertegrænsen var nået.

”Jeg overvejede, om jeg skulle stoppe karrieren. Mest af alt fordi det gjorde så enormt ondt at blive opereret efterfølgende. Men også fordi en slem korsbåndsskade i sig selv er et signal fra kroppen om, at man skal passe på. Når man har så ondt efter en operation, tænker man på, om ens knæ nogensinde vil blive normalt igen”.

Den lange (om)vej tilbage

For Julie var vejen ud af skadepausens træghed først og fremmest hverdagen på studiet, som blev det nye holdepunkt i dagligdagen. Derudover var det for globetrotteren i hende en mulighed for at lægge vejen forbi Australiens østkyst.
Det blev til fem uger, hvor hun rejste rundt alene i en offline tilstand. En tilstand som Julie beskriver som et helt bevidst opgør med den digitale verdens indhug i hverdagen, der har gjort nutidens brugere fraværende i det nærværende og nærværende i det fraværende.
Julie mener, at hun har fået langt større indsigt i sig selv og tilværelsen som helhed, og hun er ikke i tvivl om, at rejserne har gjort hende langt mere robust som person og fodboldspiller.

”Men nu her tænker jeg på, at pausen væk fra fodbolden har givet mig en fornyet lyst og et kæmpe savn til fodbolden. Jeg savner fodbolden helt vildt. Tiden der er gået væk fra fodbolden, har givet mig fornyet motivation for at spille igen”.
Håbet er at komme tilbage i langt stærkere format end før. Mennesket kommer først ifølge Julie Trustrup, og det vil ifølge hende være en langt mere afklaret og ærgerrig fodboldspiller, som vil vende tilbage til Brøndby IF og landsholdet.

”Målet er at komme tilbage og være en central figur på landsholdet i kvalifikationen på vejen mod Frankrig i 2019. Landsholdet er målet mere end noget andet. Det er alt eller ingenting”, forklarer hun og lufter i samme åndedrag ønsket om en dag at komme til udlandet, og prøve kræfterne af i en bedre liga og en ny kultur. En målsætning uden en håndgribelig strategi er i sig selv ikke noget værd, men Julie er ikke i tvivl om, at hendes tid væk fra fodbolden har givet hende en helt ny drivkraft, som har givet hende en lyst til fodbolden, som i sig selv vil få hende endnu stærkere tilbage. 

”Jeg har fundet ud af at jeg sagtens kan kombinere fodbolden med nye oplevelser. Engang troede jeg at man kun kunne gøre det ene uden det andet. Der er ikke nødvendigvis en modsætning imellem oplevelser og den professionelle fodboldverden”, siger hun. 


EM Special Nr. 5 - Lovende takter i ærgerligt nederlag

EM Special Nr. 5 - Lovende takter i ærgerligt nederlag

EM Special Nr. 4 - Flot dansk start ved EM og så taler vi ikke mere om klumpedumpe-fodbolden mod Østrig..

EM Special Nr. 4 - Flot dansk start ved EM og så taler vi ikke mere om klumpedumpe-fodbolden mod Østrig..